Tilbage til bloggen
Ravelry, Etsy eller dansk platform, hvor skal du sælge dine opskrifter?

Ravelry, Etsy eller dansk platform, hvor skal du sælge dine opskrifter?

Maskero 17. september 2026

Hvor skal du sælge dine opskrifter?

Vi driver selv en platform, så tag det her med det forbehold. Men vi vil hellere give dig et reelt overblik end lade som om, der kun findes ét fornuftigt svar.

Der er fire realistiske steder at sælge danske opskrifter, og de er gode til hver deres.

Ravelry

Ravelry er stadig det største sted i verden for strikke- og hækleopskrifter, og langt de fleste danske designere har en butik derinde. Det er gratis at lægge opskrifter op, og kommissionen er lav. Nogle få procent, og ingenting hvis du sælger under et vist beløb om måneden. Publikummet er enormt, og filtreringen er rigtig god, så folk kan søge på garn, pindestørrelse og sværhedsgrad.

Til gengæld ligger der over en halv million opskrifter. En ny dansk designer er reelt usynlig, medmindre hun selv trækker folk ind udefra. Sproget er engelsk, betalingen foregår typisk gennem PayPal, som mange danske kunder ikke bruger, og momsen og regnskabet er helt og holdent dit eget problem.

Etsy

Etsy har også et stort publikum, og folk kommer derind for at købe noget. Men der er flere lag af gebyrer. Både for at have opskriften liggende, for salget og for betalingen, og det bider godt fra sig på en vare til 45 kroner.

Du skal også regne med løbende at skulle arbejde med søgeord, og de fleste ender med at betale for annoncer for at være synlige. Momsen er stadig din egen.

Din egen webshop

Der ejer du det hele. Du betaler ingen kommission, og du bestemmer selv, hvordan det ser ud.

Til gengæld betaler du for hosting og betalingsløsning, uanset om du sælger noget eller ej. Der kommer ingen kunder af sig selv, og du står selv for moms, bogføring, bilag, betingelser og kundeservice.

Og så er der os

Vi er danske hele vejen igennem. Sproget, kunderne, supporten og MobilePay i kassen. Vi står som sælger over for kunden, så vi opkræver og afregner momsen på salget. Er du momsregistreret, får du et afregningsbilag for hvert salg, både i dashboardet og på mail, klar til dit eget regnskab. Er du ikke momsregistreret, får du en opgørelse, du kan bruge til årsopgørelsen.

Og fordi vores katalog er meget mindre, har din opskrift en reel chance for at blive set. Vi fremhæver nye opskrifter på markedspladsen, og efterhånden som vi vokser, også på Facebook og Instagram.

Til gengæld tager vi 10 procent, og det er mere end Ravelry. Det skal vi ikke lade som om, vi ikke gør. Vi er også nye, så vi har ikke Ravelrys publikum, og det får vi heller ikke lige med det samme.

Så hvad skal du vælge?

Hvis du vil betale mindst muligt i procent og er villig til selv at trække kunderne ind og selv klare moms og regnskab, så er Ravelry svær at slå.

Vil du hellere slippe for administrationen og nå danske kunder på dansk, så er det derfor, vi findes. De 10 procent er ikke bare leje af en hylde. Det er momsafregning på salget, færdige bilag til dit regnskab, betingelser, betalingsløsning og kundeservice.

Men ærligt talt er det bedste svar som regel begge dele. Der er ingen eksklusivitet hos os, så den samme opskrift må gerne ligge på Ravelry, på Etsy, i din egen shop og hos os på én gang. Læg den op begge steder i tre måneder, og se hvor den sælger. Det er billigere end at tænke over det.

Har du lyst til at prøve, så opret dig som designer på maskero.dk. Du lægger selv dine opskrifter op i sælgerdashboardet, og du er i gang på en aften. Har du spørgsmål undervejs, så skriv til info@maskero.dk.

Designer du selv opskrifter?

Få din egen butik på Maskero: 0 % provision de første 60 dage, derefter 10 % (ned til 6 % med Pro).

Vi bruger cookies

Nødvendige cookies bruger vi altid, fordi platformen ikke kan fungere uden dem. Frivillige cookies bruger vi kun til statistik og markedsføring, og kun hvis du siger ja. Du kan altid ændre dit valg. Læs mere i vores cookiepolitik.